Saturday 1 March 2014

Vest, Øst og Ukraines Fremtid


Det brænder stadigt i Ukraine. Netop som hovedstaden Kiev var begyndt at stilne hen, blusser det nu op på Krim-halvøen i syd. Russiske tropper har taget kontrol med Krims lufthavn og parlament. Er tropperne tilskyndede af Ruslands præsident Vladimir Putin? Det kan endnu ikke vides, men tropperne har i hvert fald hans tilladelse.

Krisen har medført en strøm af analyser – i danske og udenlandske medier. I Politiken, for eksempel, skriver Michael Jarlner den 28. februar at Rusland hæver indsatsen. Jarlner lægger op til en skillelinje mellem Øst og Vest – med Ukraine trukket i fra begge sider. Hvad der er tale om er intet mindre end Ukraines fremtid. Skal landet være med Os eller med Dem? Jarlners analyse har såmænd mange rimelige punkter – og ideen om en skillelinje deler han med langt de fleste kommentatorer og politikere i øst og vest. Men, desværre, holder den ide ikke. Hvis vi skal prøve at forklare, hvad der lige nu sker i Ukraine – og hvad der kan komme til at ske – er der fire ting, vi må gøre os klart:

1) Ukraine er ikke delt i øst og vest

At Ukraine skulle være delt mellem Øst og Vest er en myte, der igennem det tyvende århundrede blev bygget op af Sovjetunionen og af ukrainske nationalister i uhellig forening. Begge sider havde interesse i at fremstille Ukraine som et land, der måtte forsvares mod voldelig nationalisme eller sovjetrussisk imperialisme, alt efter hvad side man var på. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev det så dejligt let for verdens medier at tage den myte op, især da Rusland og Vesten begyndte at knurre af hinanden igen. Rusland ville stadigt være stormagt og – som man flittigt sagde i både Moskva og Washington – Rusland kan ikke være stormagt uden Ukraine. Og når man så tilmed i Ukraine havde ukrainere og russere til at råbe af hinanden – på forskellige sprog, intet mindre – jamen så måtte Ukraine da være delt mellem Vesten og Rusland! Verdenspolitik reduceret ad absurdum… Problemet er bare, som det så ofte sker, at man lyttede til dem, der råbte højest, og glemte det tavse flertal i Ukraine.

Ukraine er delt i mindst fire dele: Vest, Øst, Midten, og Krim. Hvad betyder det konkret? Det betyder, at Vest og Øst ikke har meget indflydelse, at Midten har haft stadigt mere at skulle have sagt, og at Krim er en helt særlig heksekedel, ikke mindst grundet tatarerne. Nå, men en ting ad gangen.

Vest-Ukraine, med centrum omkring Lviv og Galicien, har aldrig haft nævneværdig indflydelse på ukrainsk politik. Jamen hvad med heltene fra den Orange Revolution i 2004? Hvad med Julija Timoshenko og Viktor Jusjtjenko, der var bannerførere i Ukraines forsøg på at blive del af Vesten? Timoshenko – hun er såmænd fra Dnipropetrovsk, en af de største byer i øst-Ukraine. Og hun var en fastetableret del af forretningsgrupperne fra Øst-Ukraine, der styrede landet sidst i 1990erne. Jo, hun ragede uklar med eliten dengang og jo, hun var da fremtrædende i den Orange Revolution og bagefter, men hun har aldrig været ukrainsk nationalist. Faktisk har hun ved flere lejligheder vist sig glimrende i stand til at samarbejde med Rusland. Hun kan ikke lide Præsident Viktor Janukovitj, der nu er flygtet til Moskva – men ham er der ingen, der kan lide; heller ikke Rusland. Hvis Timoshenko igen får magt, som hun har agt, vil hun være helt klar til at samarbejde med Rusland. Og så er der stakkels lille Viktor Jusjtjenko, der var præsident indtil han tabte sit genvalg stort i 2010. Jusjtjenko, der talte så meget om at få Ukraine ind i EU, han blev sidst set i selskab med Janukovitj til Ukraines fodboldkamp mod England i Kiev sidste efterår. Nej, hverken Timoshenko eller Jusjtjenko er klar til at være bannerførere for Vest-Ukraine imod det “onde Rusland.”

Jamen så må Øst-Ukraine da styre tingene? Herfra kommer Janukovitj, bøhmanden der nu sidder i Moskva. Her kigger man stadigt mod Rusland og Moskva og længes efter Sovjetunionen, ikke? Øh…næh. Da Janukovitj blev valgt til ukrainsk præsident i 2010 blev han støttet af en række rigmænd. Og jo, de kommer for det meste fra det gamle industrielle kerneland i det østlige Ukraine. Men de elsker ikke Rusland, og det gør Janukovitj heller ikke. Janukovitj er en klovn på mange måder, men når han nu var blevet præsident – jamen så ville han da ikke bare makke ret efter Putin. Og hans rige støtter havde og har ingen interesse i at blive underlagt de rigtigt store forretnings-fisk i den russiske andedam. Under Janukovitj har Ukraine igen og igen forsøgt at blive mere økonomisk integrerede med EU. For at få penge til Ukraine og dets rigmænd. Derfor har Rusland gentagne gange forsøgt at presse Janukovitj til at tage afstand fra Vesten – hvilket så lykkedes for få måneder siden. Men Janukovitj og hans støtter har kun samarbejdet med Rusland for at hytte deres eget skind som Ukraines herskere; ikke fordi de kan lide Rusland (at Janukovitj så har mistet mange af sine ukrainske støtter gennem sin inkompetence er en anden sag).

Så ukrainsk politik er hverken vestlig eller russisk. Hvad er den så? Jamen, den er Midten, den er ukrainsk. Og det betyder, blandt andet, at langt de fleste i Ukraine har familie og venner i Rusland – men sagtens kan se de økonomiske fordele i at samarbejde med EU i forhold til Ruslands luftkasteller om eurasisk samarbejde styret fra Moskva. Sidste november, da Janukovitj forkastede samarbejde med EU og søgte mod Rusland, var der ikke mange ukrainere, som åbent støttede ham. Heller ikke i øst-Ukraine. Presset af Rusland, måske med et blik for egne interesser og med elendig politisk tæft lykkedes det Janukovitj at gøre sig upopulær blandt stort set alle ukrainere. Og, som sagt, Putin har aldrig haft fidus til Janukovitj, der ses som svag i Rusland.

2) Rusland og Putin har ingen langsigtet plan

De seneste ti år er der gået en rød tråd gennem vestlig dækning af russisk udenrigspolitik: Rusland styres af Putin – Putin er rigtigt smart og hård og klar til at yde Vesten / USA modstand – Putin formår gang på gang at snøre Vesten. Den logik ser vi også i dækningen af den nuværende konflikt i Ukraine.

For eksempel skriver Michael Jarlner i Politiken: “…er det tydeligt, at Rusland hele tiden er et skridt foran det Vesten, der…har opfordret Rusland til at blande sig udenom.” Jarlner er en fremragende journalist og en dygtig analytiker. Men, undskyld Michael, den her analyse er noget vrøvl!

Hvis Putin og Rusland var så meget på forkant med tingene, jamen hvorfor lod man så urolighederne eskalere i Kiev? Det er bestemt ikke i Putins interesse at regimet i Kiev blev væltet. Lige som det heller ikke var i Putins interesse, at den Orange Revolution fandt sted. Eller at de olympiske lege i Sotji blev overskygget at slagsmålet om homo-rettigheder og menneskeret i Rusland. Siden han kom til magten i 2000 har Putin gang på gang været reaktiv. Han har aldrig været på forkant med begivenhederne. Det samme skete nu i Ukraine. Putin og hans omgangskreds – og Putin er på ingen made enevældig i Rusland – fandt alt for sent ud af, at Janukovitj slet ikke havde styr på Ukraine. Og så lige oven i olympiaden, som Putin holdt så meget af. Og, hovsa, så er der kampe i Kiev. Og Janukovitj må stikke af. Og nu er der en ny, ikke-folkevalgt regering i Ukraine – og den vil Vestpå, nej fy da føj. Vi må gøre noget, tænker Putin – og så dukker maskerede soldater op på Krim. Hvor den russiske Sortehavsflåde ligger. OK – lad os sige at Putin og Rusland nu får held til at styre Krim, at tage Krim fra Ukraine. Og hvad så? Hvordan hjælper det Rusland? Jamen, det hjælper slet ikke Rusland – Rusland har ikke på nogen made gavn af at tage Krim fra Ukraine.

3) Uro på Krim er skidt for Rusland

Kan Rusland overtage kontrollen med Krim? Jada! Kan Krim erklære sig selvstændigt under russisk beskyttelse, som vi så det i Georgien for få år tilbage? Jada! Kan sådan en udvikling på nogen måde gavne Rusland, Ukraine eller Krim? Nope!

Halvøen Krim, der strækker ind i Sortehavet fra det sydlige Ukraine, blev erobret af det russiske imperium fra de lokale muslimske tatarer. I starten af det tyvende århundrede blev Krim så fluks inkorporeret i den Russiske Sovjetrepublik under Sovjetunionen. Senere blev Krim foraæret væk af Nikita Krusjtjov til den Ukrainske Sovjetrepublik men det var der ikke så mange, der tænkte over. Krim var jo stadigt del af Sovjetunionen. Det gjorde heller ikke så meget, at tatarerne på Krim blev tvangsflyttet til Centralasien under Stalin, for offentlig debat og menneskerettigheder var jo aldrig noget, Sovjetunionen gjorde så meget i. Men så faldt Sovjetunionen sammen i 1991, Krim var stadigt befolket af russere, men lå nu i et selvstændigt Ukraine – og tatarerne var forøvrigt på vej hjem til Krim for at få tilbage de huse og den jord, som de havde mistet til russerne under Stalin. Åh ja – og så lå en af de største sovjetiske flådebaser, Sortehavsbasen, stadigt på Krim. Så der var lagt op til en masse ballade omkring Krim i et uafhængigt Ukraine.

Hidtil er det nu gået OK. Til dels fordi skiftende ukrainske regeringer har været fornuftige nok til at give Krim vidtstrakt autonomi; til dels fordi den russiske Sortehavsflåde har fået lov til at blive liggende nogenlunde uforstyrret uden for Sevastopol. Tatarerne har ikke haft så meget at råbe hurra for, men har ikke kunnet gøre meget uden ukrainsk eller russisk støtte. Indtil nu, hvor maskerede soldater, med forbindelse til (og måske en vis støtte fra) Rusland har indtaget Krim. Og det er skidt nyt for Rusland.

Rusland og russerne råber meget op om Sortehavsflåden – et symbol på russisk stormagtsstatus. Jo, det er da rigtigt – men hvorfor er flåden så ikke i bedre stand? Der er masser af russiske soldater på basen, og de har da rimelige betingelser og god løn, men flåden er i delvis forfald. Den blev brugt uden meget held i krigen mod Georgien i 2008, den er langt mindre end den nærliggende tyrkiske flåde, for ikke at nævne hvad amerikanerne kan kigge forbi med – og den indeholder stadigt et skib, der blev søsat under tsaren…

Sagen er, at Rusland har brug for basen, ikke for flåden. Basen ved Sevastopol er en dybvandsbase, der altid giver Rusland mulighed for at sende store skibe til Middelhavet, Mellemøsten og andetsteds. Basen giver masser af arbejde til soldater og andre russiske arbejdere – og den hjælper Ruslands fortsatte stræben efter stormagtsstatus. Men alle de fordele forsvinder, hvis Krim bliver genstand for strid mellem Rusland og Ukraine. Medmindre Rusland kan fuldstændigt overtage kontrollen med Ukraine – og det kan Rusland ikke – så vil Kiev modsætte sig med magt, at Krim overgår til Rusland. Janukovitj ville også have holdt på Krim – ingen ukrainsk leder vil overgive dele af landets territorium til Rusland. Det betyder, at Krim vil blive genstand for langvarig strid, måske væbnet strid, hvilket først og fremmest vil gå ud over de civile og militære russere, der udgør langt størstedelen af den lokale befolkning. Det er ikke – og kan aldrig være – i Ruslands eller Putins langsigtede interesse. Men, naturligvis, situationen på Krim kan sagtens eskalere alligevel så længe hverken Rusland, Ukraine, eller Vesten har en plan for, hvordan krisen kan løses. Hvordan kunne en sådan plan se ud?

4) Ukraine er en del af Europa – og Rusland er en del af Europa

Hvis EU og Vesten skal bidrage for alvor til at løse krisen i Ukraine, er vi nødt til – en gang for alle – at se såvel Ukraine som Rusland som en del af Europa og en del af Vesten. Det betyder ikke, at vi skal give efter for Putins stormagts-Rusland, der dominerer Europa og kan spille lige op med USA og Kina. Det kan Rusland ikke; og des før Putin forstår det, des bedre. Rusland har masser af olie og gas, men olie og gas kan kun blive afsat på længere sigt til kunder, der kan stole på russiske leverancer. Olie og gas kan ikke bruges strategisk til at sikre russisk indflydelse. At Rusland og Ukraine er del af Europa betyder heller ikke, at vi i EU og Vesten skal se igennem fingre med de mange problemer, som Rusland stadigt slås med. Når homoseksuelle forfølges i Rusland er det ikke OK. Når det nordlige Kaukasus dagligt er vidne til drab, bombesprængninger og general lovløshed er det heller ikke OK – især ikke når Putin og hans folk til dels er årsagen til volden. Og når valg forfalskes igen og igen, kan vi ikke bare sige “Jamen, russerne ved jo heller ikke bedre.” Jo de gør – og det skal vi holde dem – og ukrainerne – fast på.

Men vi skal holde Rusland og Ukraine fast på demokratiske, retsstatslige normer inden for et europæisk fællesskab. Jeg tror ikke Rusland nogensinde kommer med i EU eller NATO (og for Ukraine tager det nok årtier). Men EU og NATO er ikke Europa. Europa er, og forbliver, fælles forståelsesrammer, fælles dialog, og fælles hukommelse. Lad os nu give Rusland og Ukraine kredit for de fremskridt, der trods alt sker. Begge lande har nye generationer, der arbejder med stor success i Moskva, i Kiev, og i London, i Berlin, i København. Men dem hører man ikke om. Rusland især har haft meget frugtbart kulturelt samarbejde med Vesten det seneste årti – men det drukner i alle de dårlige nyheder fra Rusland og Ukraine. Putin og Janukovitj er nok håbløse – og situationen i Ukraine ser slem ud lige nu – men krisen fortager sig igen på et tidspunkt. Derefter er det så op til os, i EU og Vesten, at holde Rusland og Ukraine fast i vores hukommelse af, hvad det vil sige at være del af vores verden – og ikke på den anden side af en fiktiv skillelinje.

No comments:

Post a Comment