Det brænder stadigt i Ukraine. Netop som hovedstaden Kiev
var begyndt at stilne hen, blusser det nu op på Krim-halvøen i syd. Russiske
tropper har taget kontrol med Krims lufthavn og parlament. Er tropperne
tilskyndede af Ruslands præsident Vladimir Putin? Det kan endnu ikke vides, men
tropperne har i hvert fald hans tilladelse.
Krisen har medført en strøm af analyser – i danske og
udenlandske medier. I Politiken, for eksempel, skriver Michael Jarlner den 28.
februar at Rusland hæver indsatsen.
Jarlner lægger op til en skillelinje mellem Øst og Vest – med Ukraine trukket i
fra begge sider. Hvad der er tale om er intet mindre end Ukraines fremtid. Skal
landet være med Os eller med Dem? Jarlners analyse har såmænd mange rimelige
punkter – og ideen om en skillelinje deler han med langt de fleste
kommentatorer og politikere i øst og vest. Men, desværre, holder den ide ikke.
Hvis vi skal prøve at forklare, hvad der lige nu sker i Ukraine – og hvad der
kan komme til at ske – er der fire ting, vi må gøre os klart:
1) Ukraine er ikke
delt i øst og vest
At Ukraine skulle være delt mellem Øst og Vest er en myte,
der igennem det tyvende århundrede blev bygget op af Sovjetunionen og af ukrainske
nationalister i uhellig forening. Begge sider havde interesse i at fremstille
Ukraine som et land, der måtte forsvares mod voldelig nationalisme eller
sovjetrussisk imperialisme, alt efter hvad side man var på. Efter
Sovjetunionens sammenbrud blev det så dejligt let for verdens medier at tage
den myte op, især da Rusland og Vesten begyndte at knurre af hinanden igen.
Rusland ville stadigt være stormagt og – som man flittigt sagde i både Moskva
og Washington – Rusland kan ikke være stormagt uden Ukraine. Og når man så
tilmed i Ukraine havde ukrainere og russere til at råbe af hinanden – på
forskellige sprog, intet mindre – jamen så måtte Ukraine da være delt mellem
Vesten og Rusland! Verdenspolitik reduceret ad
absurdum… Problemet er bare, som det så ofte sker, at man lyttede til dem,
der råbte højest, og glemte det tavse flertal i Ukraine.
Ukraine er delt i mindst fire dele: Vest, Øst, Midten, og
Krim. Hvad betyder det konkret? Det betyder, at Vest og Øst ikke har meget
indflydelse, at Midten har haft stadigt mere at skulle have sagt, og at Krim er
en helt særlig heksekedel, ikke mindst grundet tatarerne. Nå, men en ting ad
gangen.
Vest-Ukraine, med centrum omkring Lviv og Galicien, har
aldrig haft nævneværdig indflydelse på ukrainsk politik. Jamen hvad med heltene
fra den Orange Revolution i 2004? Hvad med Julija Timoshenko og Viktor
Jusjtjenko, der var bannerførere i Ukraines forsøg på at blive del af Vesten?
Timoshenko – hun er såmænd fra Dnipropetrovsk, en af de største byer i øst-Ukraine.
Og hun var en fastetableret del af forretningsgrupperne fra Øst-Ukraine, der
styrede landet sidst i 1990erne. Jo, hun ragede uklar med eliten dengang og jo,
hun var da fremtrædende i den Orange Revolution og bagefter, men hun har aldrig
været ukrainsk nationalist. Faktisk har hun ved flere lejligheder vist sig
glimrende i stand til at samarbejde med Rusland. Hun kan ikke lide Præsident
Viktor Janukovitj, der nu er flygtet til Moskva – men ham er der ingen, der kan
lide; heller ikke Rusland. Hvis Timoshenko igen får magt, som hun har agt, vil
hun være helt klar til at samarbejde med Rusland. Og så er der stakkels lille
Viktor Jusjtjenko, der var præsident indtil han tabte sit genvalg stort i 2010.
Jusjtjenko, der talte så meget om at få Ukraine ind i EU, han blev sidst set i
selskab med Janukovitj til Ukraines fodboldkamp mod England i Kiev sidste efterår.
Nej, hverken Timoshenko eller Jusjtjenko er klar til at være bannerførere for
Vest-Ukraine imod det “onde Rusland.”
Jamen så må Øst-Ukraine da styre tingene? Herfra kommer
Janukovitj, bøhmanden der nu sidder i Moskva. Her kigger man stadigt mod
Rusland og Moskva og længes efter Sovjetunionen, ikke? Øh…næh. Da Janukovitj
blev valgt til ukrainsk præsident i 2010 blev han støttet af en række rigmænd.
Og jo, de kommer for det meste fra det gamle industrielle kerneland i det østlige
Ukraine. Men de elsker ikke Rusland, og det gør Janukovitj heller ikke.
Janukovitj er en klovn på mange måder, men når han nu var blevet præsident –
jamen så ville han da ikke bare makke ret efter Putin. Og hans rige støtter
havde og har ingen interesse i at blive underlagt de rigtigt store
forretnings-fisk i den russiske andedam. Under Janukovitj har Ukraine igen og
igen forsøgt at blive mere økonomisk integrerede med EU. For at få penge til
Ukraine og dets rigmænd. Derfor har Rusland gentagne gange forsøgt at presse
Janukovitj til at tage afstand fra Vesten – hvilket så lykkedes for få måneder
siden. Men Janukovitj og hans støtter har kun samarbejdet med Rusland for at
hytte deres eget skind som Ukraines herskere; ikke fordi de kan lide Rusland
(at Janukovitj så har mistet mange af sine ukrainske støtter gennem sin
inkompetence er en anden sag).
Så ukrainsk politik er hverken vestlig eller russisk. Hvad
er den så? Jamen, den er Midten, den er ukrainsk. Og det betyder, blandt andet,
at langt de fleste i Ukraine har familie og venner i Rusland – men sagtens kan
se de økonomiske fordele i at samarbejde med EU i forhold til Ruslands
luftkasteller om eurasisk samarbejde styret fra Moskva. Sidste november, da
Janukovitj forkastede samarbejde med EU og søgte mod Rusland, var der ikke
mange ukrainere, som åbent støttede ham. Heller ikke i øst-Ukraine. Presset af
Rusland, måske med et blik for egne interesser og med elendig politisk tæft
lykkedes det Janukovitj at gøre sig upopulær blandt stort set alle ukrainere.
Og, som sagt, Putin har aldrig haft fidus til Janukovitj, der ses som svag i
Rusland.
2) Rusland og Putin
har ingen langsigtet plan
De seneste ti år er der gået en rød tråd gennem vestlig dækning
af russisk udenrigspolitik: Rusland styres af Putin – Putin er rigtigt smart og
hård og klar til at yde Vesten / USA modstand – Putin formår gang på gang at snøre
Vesten. Den logik ser vi også i dækningen af den nuværende konflikt i Ukraine.
For eksempel skriver Michael Jarlner i Politiken: “…er det tydeligt, at Rusland hele tiden er et skridt
foran det Vesten, der…har opfordret Rusland til at blande sig udenom.” Jarlner
er en fremragende journalist og en dygtig analytiker. Men, undskyld Michael,
den her analyse er noget vrøvl!
Hvis Putin og Rusland var så meget på forkant med tingene,
jamen hvorfor lod man så urolighederne eskalere i Kiev? Det er bestemt ikke i
Putins interesse at regimet i Kiev blev væltet. Lige som det heller ikke var i
Putins interesse, at den Orange Revolution fandt sted. Eller at de olympiske
lege i Sotji blev overskygget at slagsmålet om homo-rettigheder og menneskeret
i Rusland. Siden han kom til magten i 2000 har Putin gang på gang været reaktiv.
Han har aldrig været på forkant med begivenhederne. Det samme skete nu i
Ukraine. Putin og hans omgangskreds – og Putin er på ingen made enevældig i
Rusland – fandt alt for sent ud af, at Janukovitj slet ikke havde styr på
Ukraine. Og så lige oven i olympiaden, som Putin holdt så meget af. Og, hovsa,
så er der kampe i Kiev. Og Janukovitj må stikke af. Og nu er der en ny,
ikke-folkevalgt regering i Ukraine – og den vil Vestpå, nej fy da føj. Vi må gøre
noget, tænker Putin – og så dukker maskerede soldater op på Krim. Hvor den
russiske Sortehavsflåde ligger. OK – lad os sige at Putin og Rusland nu får
held til at styre Krim, at tage Krim fra Ukraine. Og hvad så? Hvordan hjælper
det Rusland? Jamen, det hjælper slet ikke Rusland – Rusland har ikke på nogen
made gavn af at tage Krim fra Ukraine.
3) Uro på Krim er skidt
for Rusland
Kan Rusland overtage kontrollen med Krim? Jada! Kan Krim
erklære sig selvstændigt under russisk beskyttelse, som vi så det i Georgien
for få år tilbage? Jada! Kan sådan en udvikling på nogen måde gavne Rusland,
Ukraine eller Krim? Nope!
Halvøen Krim, der strækker ind i Sortehavet fra det sydlige
Ukraine, blev erobret af det russiske imperium fra de lokale muslimske tatarer.
I starten af det tyvende århundrede blev Krim så fluks inkorporeret i den
Russiske Sovjetrepublik under Sovjetunionen. Senere blev Krim foraæret væk af
Nikita Krusjtjov til den Ukrainske Sovjetrepublik men det var der ikke så
mange, der tænkte over. Krim var jo stadigt del af Sovjetunionen. Det gjorde
heller ikke så meget, at tatarerne på Krim blev tvangsflyttet til Centralasien
under Stalin, for offentlig debat og menneskerettigheder var jo aldrig noget,
Sovjetunionen gjorde så meget i. Men så faldt Sovjetunionen sammen i 1991, Krim
var stadigt befolket af russere, men lå nu i et selvstændigt Ukraine – og
tatarerne var forøvrigt på vej hjem til Krim for at få tilbage de huse og den
jord, som de havde mistet til russerne under Stalin. Åh ja – og så lå en af de
største sovjetiske flådebaser, Sortehavsbasen, stadigt på Krim. Så der var lagt
op til en masse ballade omkring Krim i et uafhængigt Ukraine.
Hidtil er det nu gået OK. Til dels fordi skiftende ukrainske
regeringer har været fornuftige nok til at give Krim vidtstrakt autonomi; til
dels fordi den russiske Sortehavsflåde har fået lov til at blive liggende
nogenlunde uforstyrret uden for Sevastopol. Tatarerne har ikke haft så meget at
råbe hurra for, men har ikke kunnet gøre meget uden ukrainsk eller russisk støtte.
Indtil nu, hvor maskerede soldater, med forbindelse til (og måske en vis støtte
fra) Rusland har indtaget Krim. Og det er skidt nyt for Rusland.
Rusland og russerne råber meget op om Sortehavsflåden – et
symbol på russisk stormagtsstatus. Jo, det er da rigtigt – men hvorfor er flåden
så ikke i bedre stand? Der er masser af russiske soldater på basen, og de har
da rimelige betingelser og god løn, men flåden er i delvis forfald. Den blev
brugt uden meget held i krigen mod Georgien i 2008, den er langt mindre end den
nærliggende tyrkiske flåde, for ikke at nævne hvad amerikanerne kan kigge forbi
med – og den indeholder stadigt et skib, der blev søsat under tsaren…
Sagen er, at Rusland har brug for basen, ikke for flåden.
Basen ved Sevastopol er en dybvandsbase, der altid giver Rusland mulighed for
at sende store skibe til Middelhavet, Mellemøsten og andetsteds. Basen giver
masser af arbejde til soldater og andre russiske arbejdere – og den hjælper
Ruslands fortsatte stræben efter stormagtsstatus. Men alle de fordele
forsvinder, hvis Krim bliver genstand for strid mellem Rusland og Ukraine.
Medmindre Rusland kan fuldstændigt overtage kontrollen med Ukraine – og det kan
Rusland ikke – så vil Kiev modsætte sig med magt, at Krim overgår til Rusland.
Janukovitj ville også have holdt på Krim – ingen ukrainsk leder vil overgive
dele af landets territorium til Rusland. Det betyder, at Krim vil blive
genstand for langvarig strid, måske væbnet strid, hvilket først og fremmest vil
gå ud over de civile og militære russere, der udgør langt størstedelen af den
lokale befolkning. Det er ikke – og kan aldrig være – i Ruslands eller Putins langsigtede
interesse. Men, naturligvis, situationen på Krim kan sagtens eskalere alligevel
så længe hverken Rusland, Ukraine, eller Vesten har en plan for, hvordan krisen
kan løses. Hvordan kunne en sådan plan se ud?
4) Ukraine er en del
af Europa – og Rusland er en del af Europa
Hvis EU og Vesten skal bidrage for alvor til at løse krisen
i Ukraine, er vi nødt til – en gang for alle – at se såvel Ukraine som Rusland
som en del af Europa og en del af Vesten. Det betyder ikke, at vi skal give
efter for Putins stormagts-Rusland, der dominerer Europa og kan spille lige op
med USA og Kina. Det kan Rusland ikke; og des før Putin forstår det, des bedre.
Rusland har masser af olie og gas, men olie og gas kan kun blive afsat på længere
sigt til kunder, der kan stole på russiske leverancer. Olie og gas kan ikke
bruges strategisk til at sikre russisk indflydelse. At Rusland og Ukraine er
del af Europa betyder heller ikke, at vi i EU og Vesten skal se igennem fingre
med de mange problemer, som Rusland stadigt slås med. Når homoseksuelle forfølges
i Rusland er det ikke OK. Når det nordlige Kaukasus dagligt er vidne til drab,
bombesprængninger og general lovløshed er det heller ikke OK – især ikke når Putin
og hans folk til dels er årsagen til volden. Og når valg forfalskes igen og
igen, kan vi ikke bare sige “Jamen, russerne ved jo heller ikke bedre.” Jo de gør
– og det skal vi holde dem – og ukrainerne – fast på.
Men vi skal holde Rusland og Ukraine fast på demokratiske,
retsstatslige normer inden for et europæisk fællesskab. Jeg tror ikke Rusland
nogensinde kommer med i EU eller NATO (og for Ukraine tager det nok årtier).
Men EU og NATO er ikke Europa. Europa er, og forbliver, fælles forståelsesrammer,
fælles dialog, og fælles hukommelse. Lad os nu give Rusland og Ukraine kredit
for de fremskridt, der trods alt sker. Begge lande har nye generationer, der
arbejder med stor success i Moskva, i Kiev, og i London, i Berlin, i København.
Men dem hører man ikke om. Rusland især har haft meget frugtbart kulturelt samarbejde
med Vesten det seneste årti – men det drukner i alle de dårlige nyheder fra
Rusland og Ukraine. Putin og Janukovitj er nok håbløse – og situationen i
Ukraine ser slem ud lige nu – men krisen fortager sig igen på et tidspunkt.
Derefter er det så op til os, i EU og Vesten, at holde Rusland og Ukraine fast
i vores hukommelse af, hvad det vil sige at være del af vores verden – og ikke
på den anden side af en fiktiv skillelinje.
No comments:
Post a Comment